KLUBBENS HISTORIE 
 
Boldklubben Freja af 1961 blev stiftet d. 16. december 1961. ’Fødestedet’ var en et-værelses lejlighed i Bagsværd. Til stede var ti piger fra boldklubben Stefan og deres træner John Bjørklund.
 
Forinden havde pigerne og træneren været i ABC Teateret for at se Dirch Passer og Kjeld Petersen. I aftenens og nattens løb blev stemningen høj og på et tidspunkt foreslog træneren, at de skulle stifte deres egen håndboldklub. Forslaget blev enstemmigt vedtaget og John Bjørklund blev valgt til formand. Da den nykårne formand på en kostskole engang havde mødt en hund ved navn Freja, blev dette navn foreslået og vedtaget.
 
Spørgsmålet om farver på trøjer og shorts gik også glat igennem. Man valgte ganske enkelt de farver, som spillerne var i besiddelse af, og derfor spiller Freja i røde bluser og hvide shorts.

I starten holdt klubben til i Sydhavnen, for dér boede formanden, men der kom virkelig skred i Freja, da han flyttede til Brønshøj. De første træningstimer klubben fik tildelt, var fredag aften på en skole i Grøndal. I dag er Freja HK den suverænt største bruger af Bellahøjhallens to haller.

Det var en kamp, at blive optaget som medlem af Københavns Håndboldforbund, men efter et bevæget repræsentantskabsmøde lykkedes det og i vinterturneringen 1962-1963 så de første hold i Freja HK dagens lys. 

Siden gik det hurtigt. Ungdomsafdelingen blev etableret nogle år efter stiftelsen og derefter strømmede børn og unge til klubben.

Afgørende for klubbens indre liv, blev etableringen af egne klublokaler i et nedlagt supermarked på Frederikssundsvej 119. Klubbens medlemmer istandsatte selv den øverste del af lokalet og ved indvielsen af dette lokale inviterede man daværende overborgmester Egon Weidekamp. Han blev så glad for initiativet, der ikke havde kostet kommunen en krone, at han på stedet gav tilsagn om, at ’Ung i arbejde’ ville istandsætte kælderlokalerne mod, at klubben selv betalte materialerne. Dette tilbud tog man selvfølgelig imod med kyshånd.

På flere måder har Freja HK været med til at præge udviklingen i dansk håndbold. Det var således Freja HK der - sammen med Fremad Valby - skabte de store ungdomsstævner ’Copenhagen Cup’. Her var over 2000 ungdomsspillere fra hele Europa samlet og boede på skoler i Brønshøj og Husum.

Freja var ligeledes den første danske håndboldklub, der officielt blev inviteret til det daværende Sovjet med kampe både i Moskva og Riga. Turen gik senere hen også til både Spanien, Sverige, Norge, Holland, Tyskland, Færøerne og Italien. Med Freja HK som vært var det daværende Sovjetiske storhold Baku senere på besøg i Danmark. Det samme gælder Hypo Bank, som helt op til vore dage er en af europæisk kvindehåndbolds største klubber.
 
I dag er Freja HK en håndboldklub der vægter fællesskab højt. I klubben er det vigtigt at medlemmerne føler sig velkomne og at der er plads til alle. Derfor udbyder Freja HK i dag hold til alle, unge som gamle, nybegyndere som dygtige håndboldspillere og alt derimellem. 
 
 

Nyheder

Klubbens Kampe

Facebook

Freja Håndboldklub     Bellahøjvej 1 - Bellahøj Hallen     2700 Brønshøj Jyske Bank regnr. 5022 kontonr. 113381-7